Onsdag d. 10. januar 2018
Så blev det tid til et gennemgangsmøde hos HusCompagniet, hvor vi skulle gennemgå hele projektet og godkende alle materialevalg, plantegningen og beliggenhedsplan så der kunne søges om byggetilladelse.
Dagen d. 10. januar vil nok stå som en af de hektiske i hele byggeforløbet, da vi havde aftalt hele 3 møder i løbet af dagen. Heldigvis havde vi begge fri, men vi var meget trætte om aftenen.
Vi startede hos Huscompagniet, hvor vi skulle gennemgå og godkende materialeliste, plantegning samt beliggenhedsplan. Det var mere eller mindre lige ud af landevejen, da vi i forvejen var ret sikre på at de ting vi allerede havde talt om, valgt og gennemgået også stadig var det vi gerne ville have.
Vi hilste også på vores dygtige tegner, Lennart, som har tegnet huset ud fra vores specifikationer og ønsker. Vi hilste også på Torben, der bliver vores byggeleder, og skal holde styr på byggepladsen og håndværkerne samt bliver vores primære kontakt, når selve byggeriet går igang.
Det var et rigtig fint møde, og vi blev endnu en gang bekræftet i at vi føler os i rigtig gode hænder hos Huscompagniet.